Blog
Dialogisk oplæsning i indskolingen
Når en voksen læser højt, og eleverne blot lytter, går en stor del af sprogudviklingen tabt. Dialogisk oplæsning vender rollerne om: eleven bliver fortælleren, og den voksne stiller spørgsmål, der åbner for samtale før, under og efter oplæsningen.
Hvad er dialogisk oplæsning?
Metoden blev beskrevet af den amerikanske psykolog Grover Whitehurst i slutningen af 1980’erne og bygger på en enkel idé: børn udvikler sprog bedst, når de selv er aktive i samtalen om en bog - ikke når de blot lytter passivt. I stedet for at læse fra ende til anden, stopper den voksne undervejs og stiller åbne spørgsmål, som eleven svarer på med egne ord. Den voksne bygger derefter videre på svaret, før oplæsningen fortsætter.
I en dansk indskolingskontekst betyder det, at oplæsningen bliver en fælles samtale om billedbogen eller fortællingen, frem for en énvejs-oplevelse, hvor eleverne kun skal sidde stille og lytte.
Sådan er samtalen bygget op
Dialogisk oplæsning arbejder typisk med tre faser, der hver har sit eget formål.
Før oplæsning handler om at aktivere det, eleverne allerede ved, og skabe nysgerrighed på, hvad der skal ske. Hvad tror I, bogen handler om? Hvad kan I se på forsiden? Kender I noget, der ligner det her, fra jeres eget liv?
Under oplæsning er der, hvor metoden for alvor adskiller sig fra almindelig højtlæsning. I stedet for at læse hele vejen igennem, stopper du op ved naturlige pauser og stiller et spørgsmål. Du lader eleven svare, gentager eller uddyber svaret med egne ord, og stiller eventuelt et opfølgende spørgsmål, før I læser videre. Det vigtige er ikke at nå igennem så meget tekst som muligt, men at holde eleverne aktive i samtalen undervejs.
Efter oplæsning bruges til refleksionsspørgsmål, der får eleverne til at genfortælle handlingen eller forholde sig til fortællingens tema - frem for blot at gengive løsrevne detaljer. Har du brug for en samlet, brugsklar liste med spørgsmål til alle tre faser, kan du finde den i gode refleksionsspørgsmål til oplæsning.
Et konkret eksempel
I Didos fortælling “Den ensomme prinsesse” møder eleverne Isabelle, den yngste af tre søstre, der bliver drillet af sine ældre søstre. I stedet for bare at læse eller se historien færdig, kan du bruge stop undervejs og efter til spørgsmål som:
- Hvordan tror du, Isabelle havde det, da hendes søstre drillede hende?
- Hvorfor tror du, Geoffrey kunne lide Isabelle?
- Hvad betyder det at være en god ven?
Spørgsmålene har ikke ét rigtigt svar. De skal åbne for, at eleverne sætter ord på egne tanker og oplevelser - det er selve pointen med dialogisk oplæsning, og det er samtidig det, der gør metoden krævende at forberede fra bunden hver gang.
Hvornår passer metoden bedst?
Dialogisk oplæsning er særligt velegnet i indskolingen, hvor eleverne endnu ikke læser flydende selv, men sagtens kan tænke og tale om en fortælling, de bliver præsenteret for. Det gør metoden lige så brugbar i børnehaveklassen som i 2.-3. klasse - spørgsmålene kan blot justeres i sværhedsgrad efter, hvor eleverne er. Vil du se, hvad der specifikt er anderledes, når du bruger metoden i børnehaveklassen, kan du læse fælles læseoplevelser i børnehaveklassen.
Sådan understøtter Dido dialogisk oplæsning
Dido er bygget op omkring præcis den struktur. En fortalt historie er det fælles udgangspunkt, og hvert forløb kommer med spørgsmål og opgaver, der er tænkt som stopsteder undervejs og bagefter - ikke kun en quiz til allersidst. Det betyder, at refleksionsspørgsmålene, du ellers skulle formulere selv, allerede ligger klar sammen med et elevark og en lærervejledning med facit.
Du kan se hele biblioteket af fortællinger under Undervisningsforløb, eller se hvordan et forløb hænger sammen fra start til slut. Vil du se flere konkrete metoder og spørgsmål til arbejdet med læseforståelse, kan du læse læseforståelse i indskolingen.